Seksualitet: Tvivlende

”Hej mor og far.. Jeg er lesbisk” .. Det lyder da meget fint, ikke? Tror bestemt ikke det er en nem sætning at sige. Det kræver nosser af stål at stå frem til verden som ”anderledes”. (At det så ikke burde betragtes som anderledes, tager vi en anden dag.)

Når man først står der, så står man på tærsklen til sit nye liv. Et liv hvor man er færdig med at overveje hvem man er, men i stedet kan tage imod hvad der bydes. Man er afklaret med hvordan tingene ser ud, og verden er budt indenfor, hvis den har lyst.

Jeg ved ikke hvad jeg er. Dét er godt nok svært at få frem i lyset. At jeg er så super uafklaret med den side af mit liv. Afklaringen kommer vel med afprøvning. Prøve et homoseksuelt forhold. Prøve et heteroseksuelt forhold. Hvad føles rart? Hvad føles bedst? Føles det måske lige godt? Men jeg føler godt nok at jeg vil holde, givetvis, fantastiske mennesker for nar, ved at indlede mig i et forhold som i virkeligheden bare er en prøveklud. ”Hej, du virker sku meget sød. Må jeg igennem dig undersøge hvilket køn jeg vil have et forhold til resten af mit liv?” Ej, den er bare ikke helt god altså. Selvfølgelig er det ikke lige sen scorereplik man afprøver. I virkeligheden er det jo bare at undersøge om man vil have et romantisk forhold til dette menneske. Ikke anderledes end når man prøver med en af det ”rigtige” køn. Forholdet er altid en prøveklud til at starte med. Men den dårlige samvittighed vil ligge i baghovedet konstant, når jeg ikke engang ved om personen har det rigtige køn.

Kan denne gang blot konstatere, at kærlighed er en underlig størrelse. (Ja, der var da ingen som sagde at jeg skulle genopfinde den dybe tallerken, vel?)

Jeg springer ud

Jeg er en ung kvinde i tyverne. Bor i en middelstor by i Jylland i en boligblok. Lever et ret normalt liv, nok til den kedelige side vil nogle nok mere. Jeg er studerende, med studiegæld, dovenskab og hvad der ellers hører med. Har aldrig haft en kæreste, men har alligevel formået at få en datter; min egen lille hystade. Hun er en lækker satan, med et vildt temperament – Det tilskrives både hendes far og mig. Bor alene med hende, men hun ser da sin far til tider. For tiden mere sædvanligt, da jeg ikke altid kan nå at hente hende. Så hun bliver hentet af sin far 2-3 gange om ugen, og sover hos ham en gang hver fjerde uge.

Mine weekender bliver 95% af tiden tilbragt herhjemme. Jeg har tøsen at tage mig af, og vi kan nu så godt li’ hinandens selskab. Kan såmænd godt få hende passet, men jeg trives udmærket herhjemme.

Jeg bliver tit betegnet som ”negativ” – I virkeligheden er jeg et tilpas positivt menneske, med stor hang til sarkasme. Det er nemt at holde alle på en arms afstand med den slags humor, og man slippe afsted med at sige så mange ting. Når det kommer til kærlighedslivet så.. Ja, det er godt nok kompliceret. Også for mig. Har som sagt aldrig haft en kæreste, men jeg har da datet. Det ender aldrig godt. Enten er jeg for ivrig, eller han har såret mig (skal vi bare sige ”Var sammen med mig for at gøre veninde jaloux?), eller han er for ivrig: Så står jeg nemlig af. Hver gang en fyr er blevet glad for mig, er jeg begyndt at kede mig, og lave krumspring for at komme væk. Det er skuda noget underligt noget.

Så jeg er begyndt at tænke over hvorfor det er sådan. Har ”altid” vidst at jeg var biseksuel. Altså i hvert fald når det kommer til den rent dyriske side. Sex. Men følelserne har været på mænd. For nogle år siden begyndte jeg at blive ”fascineret” af kvinder. Vil ikke sige forelsket, for det er nu engang et meget stærkt udtryk i min verden. Men lidt lun på, en lille crush.. Fascineret. Lagde ikke meget i det, for jeg er jo til mænd. Men nu er jeg begyndt at tænke.. Er jeg nu også det? Eller er jeg måske til både mænd og kvinder, når følelserne kommer med? Er jeg i virkeligheden følelsesmæssigt til kvinder, og kun til sex når det er mænd? Er det derfor jeg springer fra på et øjeblik når de viser interesse?

Skriver det her for min egen skyld. Jeg har ikke drøftet det med nogen IRL. Jeg tør sku ikke rigtigt. Men jeg har et behov for at udtrykke mine følelser. Hvis nogen engang kommer til at læse med, vil det jo bare være godt hvis det kan vække tanker i dem. Harme, glæde, forvirring, who knows.

Så here goes, jeg springer ud – Helt anonymt og kujonagtigt i blogland, hvor jeg ikke skal stå til ansvar for noget. Hvor ynkelig er man så?

Jeg springer ud som.. I tvivl!