Jeg springer ud

Jeg er en ung kvinde i tyverne. Bor i en middelstor by i Jylland i en boligblok. Lever et ret normalt liv, nok til den kedelige side vil nogle nok mere. Jeg er studerende, med studiegæld, dovenskab og hvad der ellers hører med. Har aldrig haft en kæreste, men har alligevel formået at få en datter; min egen lille hystade. Hun er en lækker satan, med et vildt temperament – Det tilskrives både hendes far og mig. Bor alene med hende, men hun ser da sin far til tider. For tiden mere sædvanligt, da jeg ikke altid kan nå at hente hende. Så hun bliver hentet af sin far 2-3 gange om ugen, og sover hos ham en gang hver fjerde uge.

Mine weekender bliver 95% af tiden tilbragt herhjemme. Jeg har tøsen at tage mig af, og vi kan nu så godt li’ hinandens selskab. Kan såmænd godt få hende passet, men jeg trives udmærket herhjemme.

Jeg bliver tit betegnet som ”negativ” – I virkeligheden er jeg et tilpas positivt menneske, med stor hang til sarkasme. Det er nemt at holde alle på en arms afstand med den slags humor, og man slippe afsted med at sige så mange ting. Når det kommer til kærlighedslivet så.. Ja, det er godt nok kompliceret. Også for mig. Har som sagt aldrig haft en kæreste, men jeg har da datet. Det ender aldrig godt. Enten er jeg for ivrig, eller han har såret mig (skal vi bare sige ”Var sammen med mig for at gøre veninde jaloux?), eller han er for ivrig: Så står jeg nemlig af. Hver gang en fyr er blevet glad for mig, er jeg begyndt at kede mig, og lave krumspring for at komme væk. Det er skuda noget underligt noget.

Så jeg er begyndt at tænke over hvorfor det er sådan. Har ”altid” vidst at jeg var biseksuel. Altså i hvert fald når det kommer til den rent dyriske side. Sex. Men følelserne har været på mænd. For nogle år siden begyndte jeg at blive ”fascineret” af kvinder. Vil ikke sige forelsket, for det er nu engang et meget stærkt udtryk i min verden. Men lidt lun på, en lille crush.. Fascineret. Lagde ikke meget i det, for jeg er jo til mænd. Men nu er jeg begyndt at tænke.. Er jeg nu også det? Eller er jeg måske til både mænd og kvinder, når følelserne kommer med? Er jeg i virkeligheden følelsesmæssigt til kvinder, og kun til sex når det er mænd? Er det derfor jeg springer fra på et øjeblik når de viser interesse?

Skriver det her for min egen skyld. Jeg har ikke drøftet det med nogen IRL. Jeg tør sku ikke rigtigt. Men jeg har et behov for at udtrykke mine følelser. Hvis nogen engang kommer til at læse med, vil det jo bare være godt hvis det kan vække tanker i dem. Harme, glæde, forvirring, who knows.

Så here goes, jeg springer ud – Helt anonymt og kujonagtigt i blogland, hvor jeg ikke skal stå til ansvar for noget. Hvor ynkelig er man så?

Jeg springer ud som.. I tvivl!