fredag den 10. februar 2012

Seksualitet: Tvivlende

”Hej mor og far.. Jeg er lesbisk” .. Det lyder da meget fint, ikke? Tror bestemt ikke det er en nem sætning at sige. Det kræver nosser af stål at stå frem til verden som ”anderledes”. (At det så ikke burde betragtes som anderledes, tager vi en anden dag.)

Når man først står der, så står man på tærsklen til sit nye liv. Et liv hvor man er færdig med at overveje hvem man er, men i stedet kan tage imod hvad der bydes. Man er afklaret med hvordan tingene ser ud, og verden er budt indenfor, hvis den har lyst.

Jeg ved ikke hvad jeg er. Dét er godt nok svært at få frem i lyset. At jeg er så super uafklaret med den side af mit liv. Afklaringen kommer vel med afprøvning. Prøve et homoseksuelt forhold. Prøve et heteroseksuelt forhold. Hvad føles rart? Hvad føles bedst? Føles det måske lige godt? Men jeg føler godt nok at jeg vil holde, givetvis, fantastiske mennesker for nar, ved at indlede mig i et forhold som i virkeligheden bare er en prøveklud. ”Hej, du virker sku meget sød. Må jeg igennem dig undersøge hvilket køn jeg vil have et forhold til resten af mit liv?” Ej, den er bare ikke helt god altså. Selvfølgelig er det ikke lige sen scorereplik man afprøver. I virkeligheden er det jo bare at undersøge om man vil have et romantisk forhold til dette menneske. Ikke anderledes end når man prøver med en af det ”rigtige” køn. Forholdet er altid en prøveklud til at starte med. Men den dårlige samvittighed vil ligge i baghovedet konstant, når jeg ikke engang ved om personen har det rigtige køn.

Kan denne gang blot konstatere, at kærlighed er en underlig størrelse. (Ja, der var da ingen som sagde at jeg skulle genopfinde den dybe tallerken, vel?)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar